Lego-familiens pengetank Kirkbi pønser ifølge det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg på at sælge isoleringsproducenten Armacell, som de ejer sammen med en kendt kapitalfond. Sker det, kan handlen generere en fortjeneste på fire milliarder kroner.

Et simpelt regnestykke afslører, at Lego-familien kan være på vej mod en gylden sommer. Ifølge det amerikanske finansmedie Bloomberg overvejer familiens pengetank Kirkbi nemlig at sælge isoleringsproducenten Armacell. En mulig handel, der er værdisat 1,5 milliarder euro svarende til knap 11 milliarder kroner. Kirkbi ejer isoleringsproducenten sammen med den amerikanske kapitalfond Blackstone.

Bliver handlen en realitet og til den pågældende pris, står Kirkbi og Blackstone til en fortjeneste på fire milliarder kroner, idet parterne købte Armacell for cirka syv milliarder kroner tilbage i 2015.

Bloomberg skriver, at Kirkbi og Blackstone har bedt interesserede rådgivere i finansindustrien om at melde sig i de kommende uger, hvis de ønsker at få opgaven.

Armacell, der laver isoleringsmateriale, er lidt af en gigant på sit område, idet virksomheden blandt andet har været leverandør til Den Internationale Rumstation, Empire State Building i New York og andre store infrastrukturprojekter.

Vil tilbagekøbe Legoland

Lego-familien kan ikke beskyldes for at sidde på hænderne for tiden. Nyheden om en mulighed milliardhandel med Armacell sker nemlig få uger efter, at Kirkbi sammen med Blackstone og pensionsselskabet CPPIB lagde et købstilbud på 40 milliarder kroner til underholdningsmastodonten Merlin Entertainments, der ejer Legoland. Således ønsker Lego-familien at få oplevelsesparken tilbage til rødderne.

Den del af Lego-dynastiet, der handler om forlystelser, har været delvist væk fra rigmandsfamilien i næsten 15 år. Går handlen igennem, vil Kirkbi fremover eje halvdelen af Merlin Entertainments, mens de to andre parter deles om den resterende halvdel.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *